Dagbog

19. NOVEMBER 2008

Tullebukser

Jeg har i nogen tid været i gang med at sy tullebukser til Ninna og nu er jeg endelig færdig med fire styk helt unikke tullebukser efter eget design. De er bare så fede. Hun bliver super smart den bette.
Har desuden også været i gang med at strikke en trøje til hende, men den må hun hvis vente med at bruge til hun bliver lidt ældre, for den er blevet lidt stor i størrelsen.

 

13. NOVEMBER 2008

Når man er syg

Er det dejligt at kunne være hjemme hos sin mor og blive pusset og plejet om. Bette-pigen har været syg siden weekenden med feber og har været lidt sløv, så hun har ikke været i dp. Jeg tror det er tænder (kindtænder) der er på vej frem.
I dag har hun det allerede meget bedre. Hun slapper af på sofaen med en kop vand. Syg eller ej. Skøn det er hun.

 

31. OKTOBER 2008

Hvor katten er katten

Da jeg kom hjem fra en tur på handlen i dag kunne jeg bare ikke opspore vores røde kat. Han var pist forsvundet. Men jeg vidste bare, at han var herinde et eller andet sted. Mens jeg ledte og ledte så jeg pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen og dér mellem Ninnas legesager lå han ... og puttede sig i solen på en stor bamse.
Ikke så underligt at jeg ikke kunne finde ham, for han fladt rigtig godt í med bamsen, som I ser.

 

24. OKTOBER 2008

Stilhed

Hvorfor bloggen er så stille i øjeblikket? Jo, jeg befinder mig i et kæmpe stormvejr. Når jeg igen kommer i havn vil ordene helt sikkert også komme væltende og jeg kan fortælle noget mere om hvad der foregår. Men så længe jeg er i disse rørte vande er det dejligt at have den bedste livsledsager af dem alle.

 

1. OKTOBER 2008

Jeg er så glad for min cykel...

Så fik bette-pigen lige en splinterny cykel af mormor. Hvor heldig har man lige lov at være?
Som det nok ses så var den et stort hit.

 

3. AUGUST 2008

Et år er gået

Se billeder fra Ninna's første år her

 

2. AUGUST 2008

Flytter snart hjemmefra

Vores piplinger aka svaleunger er efterhånden ret store. De har snart smidt dunene og er klar til at flyve fra reden. Det bliver sgu skønt med noget fred og ro i indkørslen igen. For et nogle dage siden var en af ungerne faldet ud af reden. Sikker skubbet ud af en bror eller søster. Så manden og jeg ville jo være behjælpelige og fik listet ungen op i reden igen på et par stykker gammel reklame. Hvis noget med at man ikke må røre ved ungerne, for så vil forældrene ikke kendes ved dem. Bagefter kom vi til at tale om at det måske var dumt. For det kunne jo også være forældrene der havde smidt den ud af den ene eller anden grund, og nu måske ikke ville komme tilbage til reden. Vi ventede spændt for at se hvad der skete og håbede at forældrene ikke havde bandlyst alle ungerne. Heldigvis kom de tilbage og madede ungerne som før og vi troede at alt var godt. Men nu har jeg gået og set til reden i nogle dage, og jeg synes altså kun at jeg kan se tre piplinger i reden. Så måske har den sidste alligevel været så svag at den ikke har fået føde eller måske er den trampet eller lagt ihjel af de andre unger. Naturen er sgu grusom nogle gange. Men sandheden kender vi jo først når alle de andre unger er fløjet fra reden og vi kan få den pillet ned. I alt fald ser de tre ud til at trives gevaldigt. Og svalefar og svalemor passer stadig rigtig godt på dem.

 

2. AUGUST 2008

Fødselsdagen(e)









Så blev Bette-pigen 1 år. Hvor blev det år lige af? Er min barsel allerede slut? Skal jeg godt nok skilles fra min datter nu? Det føles så underligt og meget vemodigt. Jeg ved at en hektisk hverdag venter os, og jeg får helt ondt af min lille datter, når jeg ved, at hun skal vende sig til sådan en hverdag. Hvis bare det ikke skulle være sådan. Men hvem kan undgå det? Øv altså.
Selvfølgelig glæder mig til at starte på mit nye arbejde og jeg glæder mig til at arbejde med ungerne og få alle de fede oplevelser med dem. Men men men ... det er jo på bekostning af tiden med min skønne lille datter.
Nå men det bliver jo ikke anderledes. Ikke nu i alt fald.
Så vi kan lige så godt komme videre med det lidt mere hyggelige og festlige...

Nemlig Ninna's første fødselsdag. Den var et hit. Hun vågnede tidligt torsdag morgen og kom så ind i vores seng hvor vi sang fødselsdagssang og flagede. Noget Ninna var vild med ... det skulle hun da også lige prøve. Flag! Genialt! Få minutter efter var hun i gang med at pakke den første gave op, som vakte stor glæde ... det var bøger. Hun er helt tosset med bøger. Pt. går det mest ud på bare at bladre i dem. Hun kan bruge megen tid på bare at sidde og bladre.
Nå men vi måtte jo op og i gang. Manden havde taget fri. Det var jo luksus må man sige, så vi kunne rigtig holde en skøn familie komsammen ved morgenbordet. Ninna fik åbnet endnu et par gaver. Øj som hun nød det. Dagen gik stille og roligt og vi gjorde klar til aften, hvor mandens familie skulle komme. Vi gjorde klar til at grille ... vejret kunne jo ikke være bedre.
Det blev en dejlig aften ... og lagkagen den klarede Bette-pigen da selv. Det skal hvis lige siges at vi har fået en ny lagkageelsker i familien!
Da hun endelig kom i seng var hun så træt at hun hurtigt faldt i søvn og sov længe næste morgen.
I dag gik det så igen løs. Denne gang med min familie som gæster til kaffe og efterfølgende aftensmad. Bette-pigen hyggede sig, men havde ikke rigtig tid til at sove eftermiddagssøvn ... der skete for meget. Til sidst måtte hun dog overgive sig og fik en lille time på øjet inden aftensmaden. Nu sover hun igen og vi krydser fingre for at hun også sover længe i morgen tidlig. Om ikke andet, så trænger hendes mor og far efterhånden til det :)

 

28. JULI 2008

Piplinger





Som jeg nævnte i mit indlæg d. 9. juni så var der flyttet svaler ind i vores carport. De havde bestemt sig for at bygge rede mellem nedløbsrøret og bagvæggen. På trods af at vi havde fjernet reden i starten var svalemor og svalefar altså mere vedholdende end os, så da de blev ved, besluttede vi at lade dem bygge reden der, hvis de så ville love ikke at klatte på barnevognen når Ninna står og sover i carporten. Den aftale har de overholdt og her i dag fik jeg så det første kik af ungerne. Fire små svaleunger er det hvis blevet til ... eller det er i alt fald hvad jeg kan se nede fra jorden. Fire små næb pipper op og vil have mad. Åhhh hvor er de søde og svalemor og svalefar passer godt på dem. Når vores røde hankat går eller ligger i indkørslen skal han passe på for svalerne er hidsige. Han skal ikke komme for nær. De dykker efter ham og pipper aggressivt. Vi får også lige et pip med på vejen nu og da. Hvis de synes vi er for tæt på eller lidt for truende så bliver vi på det nærmeste også fløjet ned. Så nu vil jeg da snart håbe at de unger kan vokse sig store så de kan flytte hjemmefra og vi igen kan få vores indkørsel og garage for os selv

 

28. JULI 2008

Farm Fun







I går var vi med Ninna's faster og onkel samt fætter og kusine på Farm Fun ved Ålbæk. Det var enormt hyggeligt. Vi fik set på diverse bondegårdsdyr og snakket og kælet lidt for gederne, fårene og æslerne. Manden fik sig et blåt mærke på størrelse med en underkop på ryggen, da han i sin iver efter at være barn igen skulle prøve en rutsjebane med Bette-pigen i favnen. De videre detaljer undlader jeg at komme ind på. Men i alt fald nød både børn og voksne turen. Vi sluttede dagen med at grille hos mandens søster og hendes mand. Hvor fælles venner også kom på besøg. Det var rigtig hyggeligt. Da vi kom hjem var der påkrævet et bad inden sengetid. Vi alle havde sorte tæer og var godt svedige, så vand og sæbe gjorde underværker.

 

25. JULI 2008

Putteboksen

Bette-pigen har sin helt egen forståelse for brugen af putteboksen. Tag låget af, put klodserne i og læg låget på igen. Wupti! Stor pige.

 

23. JULI 2008

Så står verden da heller ikke længere

Bette-pigen var jo som sagt hos lægen i går til 12-måneders undersøgelse og for at blive vaccineret.
Hun måler nu 75 cm og vejer 10,8 kg. Det vil sige, at hun ikke er vokset siden hun var 7 måneder. Det holder da hvis ikke helt stik? Godt nok har de der sundhedsplejersker en særlig evne til at vride og strække børnene, meeennn. Nå men i alt fald så er hun ved at rette sig ind efter højde -og vægtkurven og lægen mente, at hun som 2 årig ville ligge helt som hun skulle. Hvorfor går man egentlig så meget op i at følge en kurve. Det er da vigtigere at hun ser sund og rask ud og har det godt. Anyway alt var som det skulle være.
Så kom vi til vaccinerne. Første stik gik fint uden et kny. Andet var lidt mere smertefuldt og Bette-pigen måtte da også knibe en tåre. Men det var heldigvis hurtigt overstået... især da hun fik øje på et fint billede hos sygeplejersken. Derefter ud i venteværelset og sidde i 10 minutter inden vi måtte køre hjem. Ved ikke helt hvorfor man skal sidde der, men det er vel noget med at de skal sikre sig at barnet ikke reagerer negativt på vaccinen.
De sidste par gange Ninna er blevet vaccineret har hun været noget så dårlig bagefter, så manden og jeg var forberedt på det værste. Men surprise surprise ... ikke denne gang. Hun er fuldt af overraskelser det bette pus. Ingen feber eller noget ... ikke noget synderligt i alt fald. Godt nok blev hun utilpas lige før aftensmaden, men hun spiste da lidt og efter at have fået lidt smertestillende gik det lidt bedre. Hun fik lov at ligge hos os i stuen lidt og da hun så rigtig træt ud bar jeg hende i seng. Men hun ville ikke sove. Tror der gik mellem 1 og 2 timer inden hun modvilligt dejsede om i fodenden af sin seng. Hun har sovet fint ... eller dvs. hun har været vågen hver 2. - 3. time hele natten igennem. Men det er jo ingenting i forhold til hvordan det plejer at være når hun bliver vaccineret. Så det er jo bare skønt det hele ... er heller ikke så træt, som jeg kunne have været, på trods af at søvnen er blevet afbrudt hele natten igennem. Og nu? ... ja nu ligger hun og sover formiddagslur i barnevognen. Livet er da herligt.

 

22. JULI 2008

Vel hjemvendt fra det franske







Så blev en lille uge fordrevet i Paris. Sikke dog en by. Flot men dyr! Det var hyggeligt ... og jeg har sikkert tabt 10 kg. Det føles i alt fald sådan ... hold op de km. vi har gået. Er helt radbrækket. Første dag (torsdag) så vi både Eiffeltårnet, Triumfbuen, Notre Dame og var på kanalrundfart.
Fredag var vi i Latinerkvarteret og i Paris' mest eftertragtede boligkvarter - Ile St Louis.
Lørdag var vi på verdens største loppemarked - Les Puces de Saint-Ouen - i den nordlige del af Paris.
Søndag (hjemrejsedag) tog vi igen ind til Latinerkvarteret og købte lidt souvenirs. Derefter tog vi i lufthavnen og ventede adskillige timer, før vi kunne boarde vores fly (kl. 22.00). Det var en meget lang ventetid ... og da vi regnede med at kunne spise aftensmad i lufthavnen blev vi vildt skuffede. Det eneste de kunne byde på var en tør klap-sammen-sandwich.

Men det var nu en hyggelig tur og det var dejligt at komme hjem til Bette-pigen igen. Hun syntes nu ikke videre påvirket af at vi var kommet hjem. Hun kunne hvis sagtens have taget en uge mere hos farmor og farfar. Hundene var derimod vilde for at se os. De var parate til at komme hjem.

I dag skal vi til lægen med Ninna. 12-måneders undersøgelse og vaccine. Håber ikke hun bliver så dårlig af den som hun plejer.

 

16. JULI 2008

Så er det i dag folkens

..at manden og jeg rejser til Paris - oui oui. I går fik vi afleveret hundene i kennel i Nordjylland. Da vores sædvanlige kennel ikke havde plads - alt optaget. Man skal sørme være ude i god tid ... næsten et helt år før. Nå men hundene er afsat til på mandag og så skal Bette-pigen afleveres hos farmor, hvor hun også skal være til mandag.
Kl. 19 rejser vi fra Aalborg Lufthavn og skulle efter planen lande i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris omk. kl. 21. Det bliver spændende ... det er en evighed siden jeg har været ude at flyve ... ikke siden 2001 faktisk.
Vi mødes med vores venner i lufthavnen og får så en bid mad når vi har chekket ind.
Har lige tjekket DMI's hjemmeside. Det ser ud til at vejret skulle blive ganske okay alligevel. Sol og skyet torsdag. Skyet fredag. Sol og regn lørdag. Sol og skyet søndag. Så det er da okay ... så håber vi bare lige at lørdagens regn ombestemmer sig og svæver til de tørkeramte områder. Der skulle blive omkring 20 grader. Det er sådan lige til at holde ud når man nu skal gå rundt. Jeg er ikke til de høje temperaturer. Er ved at gå til, når der er omkring 25 grader her i Danmark så det passer mig bare så fint.
Har stadig lidt dårlig samvittighed over bare at efterlade Bette-pigen herhjemme, selv om jeg ved, at hun får det rigtig godt hos farmor og farfar. Men det må jeg da håbe at jeg kommer over når jeg når det parisiske luftlag.

Au revoir Monsieur et Madame.

 

15. JULI 2008

Hos ørelægen

Så var vi hos ørelægen i dag med Ninna. Der var stadig væske på højre øre og ganske meget faktisk.
Han gav os to muligheder. Den ene var, at han lavede et hul, så væsken kunne løbe ud, vi skulle give hende saltvands-næsespray, ligge hende med hovedet højt og give smertestillende efter behov. Derefter skulle hun tjekkes efter fire uger, for at se om der var bedring. Den anden mulighed var stort set den samme som den første...med undtagelse af at han ikke stak hul i øret.
Vi valgte sidste mulighed. Vi mener ikke, at der er grund til at stikke / skære i hende, hvis det andet evt. kan være nok. Under alle omstændigheder skal hun jo undersøges igen om fire uger. Hvis øret stadig er fyldt med væske på daværende tidspunkt, må hun jo have det snit. Bestemt ikke noget jeg er stolt af ... men jeg vil da også være ked af at hun evt. får sin hørelse ødelagt pga. væske i øret og desuden har konstante smerter, især når hun ligger ned. Så nu har vi fundet næsesprayen, stabelklodserne (til sengen vel at mærke) og Panodilen frem til når hun skal på ferie hos farmor. Så må farmor jo lige sættes ind i situationen.

 

13. JULI 2008

Mor på banen

Så var jeg lige et smut til fødselsdag hos en veninde i går. Jow jow...mor var skam på banen. Det var dejligt at komme lidt hjemmefra - alene. Hyggelig aften blev det til, med en masse tøse-pladder. Tog hjem ved to-tiden efter at have drukket en flaske vin. Så jeg har det heldigvis godt i dag - ingen tømmermænd ... bare lidt træt. Heldigvis var manden sød til at stå op med Bette-pigen i morges og få hende i tøjet og koge hendes morgengrød. Så kunne mor her få lov at snue lidt længere.

Nu varer det ikke længe før vi sætter næsen mod Paris. Kan se, at der på nuværende tidspunkt skulle blive regn frem til fredag dernede. Det er sgu da surt. Den prognose må godt lige blive ændret inden vi rejser på torsdag. I alt fald må der da gerne lige blive tørt og solskin de sidste to dage vi skal være der.

 

11. JULI 2008

Familierundtur

Så var vi lige en lille smut på familierundtur i dag. Besøgte mine forældre, hvor vi havde et projekt "klippe hæk" der lige skulle gøres færdig. Bagefter besøgte vi noget af mandens familie fra Norge, der er på ferie her i Danmark. Af samme grund havde Ninna "dagpleje fri" i dag. Vi var lige ude at hente hendes barnevogn og noget tøj, så dp-mor kan gå på ferie de næste tre uger. I næste uge skal Bette-pigen på ferie hos farmor og farfar mens mor og far hygger sig i Paris. Håber at det kommer til at gå strygende.

 

9. JULI 2008

Læge, læge, læge

Jamen nu skal vi hvis snart igennem den helt store lægetur. Har lige talt med vores sundhedsplejerske (sp). Ninna har evt. hypermobile led ... eller bløde led, som sp kaldte det. Hun synes jeg skal få min læge til at se på det, når nu Bette-pigen alligevel skal til 12-mdr. undersøgelse. "Guuuddd...12-mdr. undersøgelse, skal hun også til sådan én?", hørte jeg mig selv sige. Jo den er god nok, den står godt nok i vaccinationskortet.
Åh nej, tænkte jeg ... så skal hun være syg igen. Det er ikke længe hun får lov at være ovenpå, inden hun skal have det skidt igen ... og så er det endda noget vi påfører hende ... øv!!! Jeg ved jo at hun får det dårligt af vaccinen. Hun er blevet syg de to forrige gange, så hvorfor skulle denne gang være en undtagelse?
Nå men jeg fik bestilt en tid til 12-mdr. undersøgelse og vaccine hos lægen. Har fået den i uge 30. Det er godt nok en uge før hun bliver et år. Men det er mest praktisk, idet vi begge har ferie og derfor kan være hos hende hvis hun skulle blive dårlig. Og så er der samtidig mulighed for, at hun kan nå at komme ovenpå igen inden hendes 1 års fødselsdag d. 31. juli. Samtidig har jeg bestilt en tid hos en ørelæge, så Bette-pigen kan få undersøgt ørerne ORDENTLIGT. Hun har døjet med ørerne i en måned nu. Vågner 3-4 gange om natten og græder hjerteskærende. Når hun så kommer op og får noget vand, så er det som om hun kan sove lidt igen. Hun er heller ikke vild med at blive skiftet, da det også foregår liggende. Egen læge har konstateret at der er væske på ørerne, men de kan jo ikke måle hvor højt trykket er, så nu tager vi altså til ørelæge. Det var et større projekt at få fat i en ørelæge, der enten ikke havde ferie eller var fuldt booket.
Heldigvis fandt vi én og var så heldige at få en tid inden vi tager på ferie i uge 29.  Nu hvor de praktiske gøremål er udført, må jeg hellere komme tilbage til årsplanerne. 4 er lavet - næsten 5. Så er der kun 4 tilbage ... Pyha hvor tager det bare lang tid.

 

7. JULI 2008

Det går det meste af min tid med lige nu

 

6. JULI 2008

Så var vi lige i Zoo for første gang

I går var vi i Zoo med Bette-pigen for første gang. Eller dvs. hun har allerede haft sin første tur i Zoo, sammen med dagplejen. Men det var hvis første gang hun sådan egentlig så SÅ mange dyr. Der var også mange andre, der havde fået den idé at tage i zoo på denne dejlige solskinsrige sommerdag.

Hun var vild med det kunne man mærke. Hvinede højt da hun så mange af dyrene. Hun så bamserne (læs: bjørnene)... og hun kunne konstatere, at der både var brune og hvide bamser, ligesom hun havde hjemme i sin seng.

Hun kunne også godt se at de havde kæmpe missekatte (læs: tiger)...ligesom Oliver (vores kat). Vi så tigerungerne der skubbede deres mor i vandgraven

og flodhestene, der nød en dukkert i det varme vejr.

Og isbjørnene der sad på numsen, så man kunne se den under vandet.

Og elefanterne med de lange lange snabler

og girafferne med de endnu længere halse.



Ja, og så var der de her...

...hyænehundene... Bette-pigen synes at hun havde set sådan én før... Var det ikke sådan én hun havde gående rundt hjemme i haven???

Her er vores "hyæne". Ligheden er da meget god, ikke?

Vi fik også lige hilst på gederne. Det var nogle sjove nogle syntes Bette-pigen at tænke. Men de fik da lige et klap eller to.

Det var en rigtig god oplevelse både for Ninna og for os. Vi nød vores medbragte mad (ala picnic) på en af havens plæner. Det var bare rigtig hyggeligt, at sidder der som en hel lille familie og bare være sammen og hygge og tage sig god tid. Hun holdt godt ud den bette og da vi på vej tilbage gennem haven besluttede at få en is, fik hun selvfølgelig også lov at smage. Efter en 5-7 skefulde var hun fyldt ... Fyldt af både mad og indtryk og så drattede hun ellers om i klapvognen og var klar til at komme hjem og sove. Vi havde på daværende tidspunkt næsten også set det hele, og kunne tage hjem og få en velfortjent eftermiddagslur - alle sammen.

P.s. Vidste du forresten, at Aalborg Zoo er den eneste zoo i Danmark der viser orangutanger? Nej??? Det vidste jeg heller ikke. Aalborg Zoo er helt bestemt altid et besøg værd.


Det her er Mona med sin unge Anton. Søde ikke?

 

3. JULI 2008

Lægebesøg og hygge i haven

Var hos lægen med Bette-pigen i dag. "Sårene" i hovedbunden var en form for arp, så de skulle bare have noget olie og gnubbes væk. Hun fik desuden målt trykket i øret ... og den var god nok. Der var væske i ørene. Ret meget i det ene faktisk. Men det er åbenbart ikke noget de gør noget ved. Hun skulle komme igen om 4 uger, så ville de måle igen og se om det var det samme. Så nu har jeg bestilt en ny tid til hende. Synd at hun skal have ondt i ørerne... kan godt mærke det på hende af og til når hun bliver puslet og skal ned at ligge.
Men det har da ikke været skidt det hele i dag. Bette-pigen og jeg nød vores middagsmad på et tæppe i haven. Det var bare så hyggeligt og lige noget Ninan kunne bruge. Nøj, som hun snakkede (læs: pludrede) og fortalte en hel masse, mens hun gnaskede rosiner og tørrede bananer og æbler. Hun var slet ikke til at stå for, som hun sad der i alt det grønne og gjorde sig til, mens hun gladelig delte ud af det ene og det andet.

 



Det er desuden ingen hemmelighed at Bette-pigen slægter moren på hvad angår glæden ved bøger. Hun er vild med dem. De bliver spredt ud over det hele. Dog har hun ikke helt forstået hvilke der er hendes og hvilke der er mine ... endnu. Her er vores kat, Oliver, lige kommet ind for at snakke. Bette-pigen jordede efter ham på sine små fede knæer. Det syntes han hvis ikke var helt fint, så han skyndte sig at smutte igen.

 

2. JULI 2008

Så godt som ovenpå igen

Nu er bette-pigen så godt som ovenpå igen. Er bare ikke helt klar over om hun stadig har noget rod med det ene øre. I alt fald græder hun (ja nogle gange ligefrem skriger hun). Ofte når hun bliver lagt for at blive puslet eller bliver lagt i sengen ... så måske er der stadig noget væske i øret. Vi tager til lægen i morgen for at få set på det samt på nogle mærkelige pletter (ligner små sår), som hun har fået i hovedbunden. Har ikke kunnet finde en logisk forklaring på det nogen steder. Så vi må hellere få lægens vurdering.
Ellers har hun det hvis ganske godt for tiden ... altså med undtagelse af at hun generelt er lidt mere pylret og små-irriteret og hurtig bliver ked og sur. Men jeg tror, at det er ørene samt en smule forkølelse, som stadig ikke er helt ovre.

I morges tog manden til England - på firmavisit vel at bemærke. Han kommer først hjem igen torsdag aften/nat. Så indtil da må Bette-pigen og jeg altså klare os selv, men det plejer vi nu også godt at kunne finde ud af.

Jeg er begyndt at glæde mig til uge 29, hvor vi (manden og jeg) tager en forlænget weekend til Paris med et vennepar. Det bliver spændende og også lidt skønt at komme hjemmefra - alene. Selv om jeg da har lidt dårlig samvittighed over at rejse fra Bette-pigen. Men på den anden side, så vil det da også være synd at slæbe hende med til Paris, for derefter at blive slæbt rundt fra den ene seværdighed til den anden og ind og ud af diverse butikker og cafeer. Nej, så hellere blive passet hos farmor. Hun får det sikkert også ganske fint, for i samme uge skal farmor passe hendes nevø og kusine, så der bliver da nok at se til. De skal dog ikke sove hos farmor og farfar, men bliver hentet igen om eftermiddagen. Men hende farmor er godt nok en knag ... sådan at kunne passe alle tre på én gang. Hold da op!Jeg kommer helt sikkert til at savne hende, men så kan man da trøste sig med, at hun forhåbentligt har det godt og at man snart er hjemme hos hende igen.
Trods alt var vi alle jo i sommerhus - sammen - i uge 23 og vi skal være sammen - alle sammen - i uge 30, plus at jeg har hende hjemme i uge 31 også, da dp-mor har ferie.
 

Nå nok for denne gang.

 

25. JUNI 2008

1. tandlægebesøg

Vi - Bette-pigen og jeg - var til første tandlæge besøg i dag. Ja det virker jo lidt til grin at sidde der og tale om hendes tænder, som endnu ikke rigtig er tittet frem. På nær de to nederste.
Ja, jeg ved godt, at hun snart bliver 11 måneder. Men tænderne følger altså ikke lige med i samme tempo som hendes alder. Men så er der selvfølgelig heller ikke nogle at få huller i.
Besøget gik i det store og hele bare ud på at klinikassistenten fortalte lidt om tændernes udvikling og hvordan vi skulle HUSKE at børste dem mindst 2 GANGE DAGLIGT (løftet pegefinger). Og så blev vi ellers sendt hjem igen med beskeden om "Så ses vi når hun er omkring 2½ år".
Ja ja, halløj så længe.

 

24. JUNI 2008

Arbejdet kalder

Pyha, nu skal man godt nok til at tilbage til virkeligheden. Jeg mener, nu skal jeg snart til at tilbage til arbejdsmarkedet. Det bliver sgu hårdt, efter sådan et årstid på barsel, hvor alt bare har handlet om baby, bleer og babymad.
Tror slet ikke at jeg kan huske noget som helst. Det er faktisk lidt skræmmende. Men jeg håber da, at det kommer hurtigt tilbage til mig, når jeg kommer i gang. Som nævnt tidligere har jeg fået job pr. 1/8. Ungerne vender tilbage den 13/8, så der bliver lige et par dage at blive klar i inden det hele går løs. Jeg har været ude og møde den klasse, som jeg skal være klasselærer for. De virkede rigtig søde, så dem glæder jeg mig til at få.
Generelt synes jeg, at ungerne er ret store der ude. Altså jeg mener høje. Nu ved jeg godt, at jeg ikke er særlig høj selv, med mine 1.60 meter, men alligevel. Synes virkelig de er høje. Nogle af drengene fra 8. er jo næsten 1.80 meter ... hold da op. Det bliver vel nok nemt at sætte sig i respekt der ... Jep!

Skal lige en smut forbi Amtscentret i morgen efter undervisningsmateriale. Ja Amtscentret hedder det jo så ikke mere. Nej nej, de er jo blevet fine på den og hedder nu Proffesionshøjskolen - University College Nordjylland. Prøv lige at lalle den af når du bliver vækket i nat for at blive hørt i lektien.
Anyway ... skal jo i gang med planlægningen for næste skoleår. Tror at jeg i første omgang tager udgangspunkt i skolens undervisningsmateriale og så må jeg se, om jeg kan lægge nogle spændende emner ind i løbet af skoleåret. Skal jo også lige lære eleverne at kende før end jeg begiver mig ud i det helt store.

Bette-pigen er stadig hjemme. Hun har haft det bedre i dag. Temperaturen har ikke været så høj, så vi besøgte mine forældre (mor havde fødselsdag). Dog kastede hun op to gange mens vi var der. Så helt rask er hun altså ikke. Så der er heller ingen dagpleje til hende i morgen. Måske kommer hun slet ikke af sted i denne uge, nu må vi se. Men jeg vil jo gerne have at hun er nogenlunde ovenpå, inden hun starter igen, så hun ikke får tilbagefald med det samme.
Bette-pigen skal forresten til sit første tandlægebesøg i morgen. Har hun det helt skidt, må vi selvfølgelig aflyse, men har hun det som i dag, så tager vi af sted. Jeg synes, at det er en smule plat. Hun har jo kun fået to tænder. Men jeg ved jo godt, at det er for at oplyse forældrene om tandbørstningen osv. Så det er nok godt nok.

 

23. JUNI 2008

Nu er den kraft sulme gal igen

Ninna er syg igen. Ved ikke helt hvad der er i vejen denne gang. Troede først at det var flere tænder der var på vej, men man plejer da ikke at kaste op når man får tænder, vel?
Hun har høj feber - omk. 39,3 - har dårlig mave og er generel utilpas. Det er lidt underligt. Var til læge med hende i dag, for jeg blev da lidt urolig ... især da feberen ikke faldt synderligt.
Lægen var sikker på at det var en virusinfektion hun havde fået. Selv om han ikke kunne gøre meget, så var det alligevel meget oplysende at besøge ham. Fik bl.a. at vide, at hun ikke måtte få mælk, mælkeprodukter (dog gerne surmælksprodukter og yoghurt) og rugbrød. Tænk det vidste jeg faktisk ikke... i alt fald ikke at hun ikke måtte få mælk. Det ved jeg så nu. Så turen der ud var ikke helt spildt.
Hun var lidt rød og havde lidt væske i det ene øre, men ikke noget der skulle gøres noget ved. Det skulle bare tilses om en måneds tid igen. Det må vi se om vi kan huske.

Men bortset fra elendigheder, så er bette-pigen også begyndt at kravle. Eller kravle og kravle er måske så meget sagt. Det er jo ikke sådan at hun spurter hen over gulvet på sine små fede lår, men hun er kommet op i kravlestilling og tager et par "skridt" i ny og næ. Men for det meste bliver teknikken nu anvendt baglæns ... til stor irritation for hende selv. Men hun er godt på vej. Når hun har godt fat i det, så tror jeg ikke at der går så længe før hun begynder at rejse sig og gå. Hold op hvor sker der bare meget lige nu.

Hun bliver snart 1 år den bette - Noller. Ja Noller, det kalder vi hende altså af og til herhjemme. Hun er en lille Noller-røv. Det kan bare ikke forklares på anden måde.
Hvad giver man sin datter til hendes 1 års fødselsdag? Det skal jo helst være noget hun altid kan mindes og som hun kan have i mange år frem. Hmmm, må hvis gå i tænkeboks. Ideer modtages med kyshånd.

 

13. JUNI 2008

Nye sko til Bette-pigen

Nu er det efterhånden nogen tid siden at mine søde svigerforældre gav os penge til et par sko til bette-pigen. Så nu var det hvis tid, til at finde et par hun kunne passe. Hun er begyndt at have interesse for at rejse sig og for at gå rundt, og desuden er det en fordel at hun har sko på når de skal udenfor i dagplejen. Så hun ikke fryser sine små fusser. Jeg har med råd fra ekspedienten købt disse prewalker sko fra Superfit... skulle efter sigende være lige så godt som Ecco. (det burde de også være til den pris).

 

12. JUNI 2008

Yes boys and girls I got the job!

For tre dage siden, var jeg til jobsamtale på en skole som jeg havde sendt en ansøgning og ved I hvad? Jeg fik skisme jobbet! Så nu har jeg altså fået fast job pr. 1. august 2008.
Det er SÅ skønt at vide hvad man nu skal i gang med efter sommerferien. Jeg er helt oppe at køre og rundt på gulvet ... og bette-pigen ... tja, hun griner bare af sin mor.

 

9. JUNI 2008

Sikke en uge

Pyha, sikken uge jeg har haft og bette-pigen er nu blevet 10 måneder. Som tiden dog går.



Vi var som sagt i sommerhus hele sidste uge (Sol & Strand Reg. nr. 11-0214). Og som jeg skrev tidligere var bette-pigen blevet syg lige inden. Det var heldigvis nogenlunde ovre til weekenden. Feberen var faldende hen over lørdagen, hvor vi ankom til sommerhuset, så det var jo dejligt. I stedet var en masse små røde prikker begyndt at pible frem på hendes ben og hen over weekenden også på hendes arme. Vi syntes det så lidt mærkeligt ud. Især fordi der ikke kom nogle i ansigtet eller på kroppen. Så mandag kontaktede vi en lokal læge, som hurtigt mente at kunne konstatere, at det da hvis var 3-dages feber. Nå, så ved man det. Ser det sådan ud? tænker man så. Det var nu skønt at få styr på. Det er hvis noget med, at når de har haft det, så er de immune resten af livet. Den "børnesygdom" mindre at bekymre sig om.

Efter besøget hos lægen shopper vi lidt rundt og spiser på den lokale "Bøf-Jensen". De har nemlig altid noget Bette-pigen kan spise. Vejret er skønt og de lover 23-25 grader hele ugen. Hvad mere kan man ønske sig? Da vi kommer hjem og Bette-pigen har fået sin eftermiddagslur tager vi en dukkert i husets pool. Det er skønt og Bette-pigen er helt vild med det.

Nå men så når vi til mandag aften. Jeg har det sgu egentlig lidt underligt og har slet ikke lyst til aftensmad. Da jeg går i seng fryser og ryster jeg så meget at jeg må pakke mig godt ind, på trods af at manden påstår at jeg er brand varm. Men hvad ved han om det?... jeg hunde fryser jo!

Tirsdag er den helt gal og jeg får talt med "Ulrik" et par gange. Bette-pigen søger frisk luft med en gåtur til en nærliggende attraktion. Manden er super sød til at tage sig af Bette-pigen. Der er skam ikke noget der. Han både pusler og fodrer og putter og leger. Dejligt.

Onsdag har jeg det ikke bedre og er begyndt at få underligt ondt i halsen. Torsdag mener jeg, at jeg sgu da må tage mig lidt sammen inden hele ferien er ødelagt. Så jeg får mandet mig op så vi kan tage ud og se en nærliggende attraktion. Bette-pigen er igen vild med det. Sæler og fisk...stort hit.

Fredag er der ingen bedring, så vi tager igen til nærliggende læge, som godt kan huske os fra i mandags. Ja goddaw mand økseskaft. Den er god nok den ser helt gal ud inde i min mund/hals. Helt rød, opsvulmet og fuld af blister/blærer. Så tror da fanden at det gør nade. Efter minutters søgen på computeren finder vi frem til en form for penicillin, som jeg forhåbentlig kan tåle. Har nemlig erfaret at jeg ikke kan tåle, penicillin, antibiotika og andet efter jeg har født. Godt så... med recept i hånden går turen til nærliggende apotek efter recept. Og da jeg næsten intet har fået at spise i tre dage fordi det gør så h....... ondt, så ryger der også lige en sandwich med i indkøbsposen.
Derpå kører vi alle tilbage til lækkert sommerhus hvor vi gør klar til at få gæster. Gode venner kommer på besøg om eftermiddagen med deres lille søn, som er bare tre uger ældre end bette-pigen. De overnatter til lørdag, hvor der er oprydning og farvel til lækkert sommerhus, og så er den uge gået.

Tja, lækkert sommerhus, godt vejr, dejlig unge og skøn mand...og hvad er jeg? Syg! Øv!!!
Hjemme igen er der flyttet fugle ind i carporten...



...og så kan man bare begynde at pakke ud, pakke væk og pakke i kasser...

 

29. MAJ 2008

Intuitionen holder endnu engang stik

Så havde jeg altså ret i at Ninna var ved at blive syg. Jeg hentede hende i dagplejen ved middagstid i dag, da dp-moren ringede og oplyste, at hun altså var ret varm (feber) og bare sad og hang. Jo den var rigtig nok. Pigebarnet havde her til eftermiddag 39.5 i feber og er utrolig skidt tilpas. Hun bliver utrolig pylret, når hun har det skidt og jeg får altid rigtig rigtig ondt af hende. Men er det ikke også det en mor skal? Pusse, passe og pleje.
Hvad der så er rigtig øv, er at vi på lørdag skal en uge i sommerhus, så jeg håber da at hun når at blive mere eller mindre frisk inden da.
Har nemlig lejet et lækkert sommerhus med pool og hele baduljen. Så er der dømt hygge i klitterne. Nøj, hvor jeg glæder mig, og så ville det da være dejligt hvis bette-pigen ikke var alt for trist og syg.

Har været ude og købe et par nye legetøjs-ting til bette-pigen. Meget af det hun har er hun udviklingsmæssigt ved at være for stor til, og de udfordrer hende derfor ikke mere. Jeg fandt bl.a. denne søde lille hund fra Fisher Price - Laugh & Learn. Den hedder Learning Puppy. Den kan både, tale, synge og meget mere ... total imponerende.

 

26. MAJ 2008

Bryllup med klipning

Var til bryllup hos meget gode venner i weekenden. Hold da op en festlighed. Det var bare enormt hyggeligt. Blev hvis i lidt "godt humør". Hvis du forstår hvad jeg mener? Men kan man blive meget andet, når man ikke har fået så meget som en chokoladelikør indenbords i omkring 24 måneder? I alt fald så havde det allerede sin indvirkning efter velkomstdrinken. Pyha... kan du lige forestille dig hvordan det så var efter kaffe og cognac? Nej jeg holdt mig rimeligt i skindet og skabte bare en god stemning. Var da ikke mere beruset end at jeg formåede at holde tale for brudeparret under maden. Jow jow hvor det gik. Men alt i alt var det bare en rigtig dejlig dag og aften.

Vi overnattede hos søs (min storesøster) hvilket resulterede i en klipning af bette-pigen dagen derpå. Det var hvis efterhånden også ret tiltrængt. Så hun fik lige en "drengeklip" og kan nu se ud af gluggerne igen.



 

28. MAJ 2008

Hvad kan det være?

Ved ikke om hele familien er ved at få en eller anden epidemi herhjemme. I alt fald lider vi alle mere eller mindre af "dårlig tarm"...eller hvad jeg nu skal kalde det.
Bette-pigen virkede ret skidt tilpas i dag... dog ikke syg. Det kunne tyde på at hun måske havde lidt ondt i maven. Havde heller ikke været helt i hopla i dagplejen.
Er desuden i tvivl om, om hun er ved at få flere tænder. Hun er utrolig hudløs back there. Stakkels bette-pige. Har sgu helt ondt af hende. Man må da håbe at det bærer frugt...jeg mener, at der kommer en tand ud af det. Ellers er det da pineri.

 

27. MAJ 2008

Sikke en dag

Pyha... vågnede lidt over kl. 8.00. Vækkeuret havde ikke ringet. Til gengæld havde Ninna vækket os begge omkring kl. 6.00, men fik hvis sagt noget om, at vi hvis godt lige kunne tage en time mere. Den time blev bare lige til to. Ups. Så hun kom lidt senere i dagpleje i dag. Med en undskyldning selvfølgelig. DP-mor tog det nu meget pænt. Hun skulle ikke ud med dem. Der er nemlig kommet ny pige i DP... og hun er bestemt ikke glad for at skulle væk fra mor og far. Så hun græder i flere timer. Øv øv. DP-mor sagde i dag at hun da ikke håbede at bette-pigen blev utryk ved at være i DP, for hun brød sig nemlig ikke om når den nye pige græd. Det håber jeg sgu heller ikke. For det er lige gået så godt. Men jeg tror nu også at der skal mere til at hytte hende af pinden.

Skulle faktisk have været i centret med veninde i dag, men det blev lige aflyst, da hun skulle sove... noget med en søn der havde sovet dårligt hele natten. Ja, sådan kan det jo gå.
I stedet brugte jeg tiden på at skrive ansøgninger. Nøj, hvor tager det bare lang tid at få skrevet sådan nogle... ca. en time pr. ansøgning. Pyha. Så det tog lige fire af mine dyrbare timer i dag. Skøøøønt!
Trænger bare til et bad og til at slappe af nu. Men har lige et aftensmåltid der skal overståes først. Så god aften og bon appetit.

 

15. MAJ 2008

Er hun ikke bare skøn?

Ninna, som hun ligger der mellem alt sit legetøj og bare nyder det.
Hun bliver jo nærmest helt væk i det. Måske man snart skulle til at sortere lidt i det og finde noget mere alderssvarende. Men hvad for noget legetøj vil et barn på snart 10 måneder egentlig lege med?
Hvad er det de unge de vil ha'?

 

Til toppen

 

 

 

Velkommen
til min blog. Her har du bl.a. mulighed for at følge mit og min families liv på godt og ondt. Desuden har du mulighed for at se nogle af de søde, sjove, skøre og skrækkelige billeder vi konstant får taget.

 

Velkommen
@nj@. Mor til Bette-pigen (juli 07). Bor i Nordjyllands hovedstad no. 1. Gift med manden. Bliver aldrig rigtig voksen. Elsker at arbejde kreativt (strikke, sy, brodere, tegne, male, skrive, fotografere,  arbejde grafisk m.m.). Uddannet lærer. Life goes on.

 

Velkommen

 

Velkommen
Appelsinen i min turban

Om livet i al almindelighed

Rumleriksens moar

Familien Hedvard

Slagt en hellig ko

 

Velkommen
Uniquebook - En glemt historie kan ikke genfortælles

Legeskab

Lutterlagkage

 

Velkommen

November 2008
     Tullebukser
     Når man er syg

Oktober 2008
     Hvor katten er katten
     Stilhed
     Jeg er så glad for min cykel
August 2008
     Et år er gået
     Flytter snart hjemmefra
     Fødselsdagen(e)

Juli 2008
     Piplinger
     Farm Fun
     Putteboksen
     Så står verden da heller ikke længere
     Vel hjemvendt fra det franske
     Så er det i dag folkens
     Hos ørelægen
     Mor på banen
     Familierundtur
     Læge, læge, læge
     Det går det meste af min tid med lige nu
     Så var vi lige en tur i Zoo for første gang
     Lægebesøg og hygge i haven
     Så godt som ovenpå igen

Juni 2008
     1. tandlægebesøg
     Arbejdet kalder
     Nu er den kraft sulme gal igen
     Nye sko til Bette-pigen
     Yes boys and girls I got the job!
     Sikke en uge
Maj 2008
     Intuitionen holder endnu engang stik
     Bryllup med klipning
     Hvad kan det være?
     Er hun ikke bare skøn?